Sund mad = sundt sind ?

Jeg har fået overtalt min kæreste til det jeg troede ville gøre mig lykkelig. At vi skulle leve sundere. Men jeg er ikke lykkelig. Han er glad og har masser af energi, jeg er trist og har ingen energi. Mad er min ven. bedste ven. Mad er der altid og det hjælper altid. Jeg er vokset op i en familie hvor man samledes om mad og hvor man først hyggede sig rigtig når der var mad involveret. Jeg har mange gode minder omkring mad. Mange minder med min far og farmor. Det var dem der lærte mig at lave mad. Jeg proklamerede i en tidlig alder at jeg ville have en fast maddag og at jeg ville lære at lave mad. Det blev ikke altid lige godt, men med hjælp fra min far, fik jeg lært det. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har ringet til min farmor om hjælp til liiiige at få et eller andet helt rigtigt. Hun lærte mig at lave rigtig bedstemormad, min far lærte mig at prøve sig frem og sammen blev det altså til min madlavning.
Men nu må jeg ikke spise det jeg vil. Jeg må ikke få ost. Lækker smeltet ost. Jeg må ikke få pasta. Uh alt det man kan lave med pasta. Jeg må ikke få junkfood og for mig så er junkfood altså engang imellem det bedste. Og slik og chips må jeg heller ikke få. Og det eneste jeg vil er selvfølgelig at ligge på sofaen og se dårlige serier som alle udgaver af csi, dr. Phil, ekstreme samlere, honey boo boo og generelt alt hvad der er på tlc, imens jeg spiser ostepops med dip. Eller flæskesvær og drikker energidrik. Ja mærkelige kombier, men det smager himmelsk. Eller en cheeseburger fra McDonald’s med chili cheese tops indeni. Seriøst prøv det, det er genialt.

Når men jeg vil vende tilbage til mine kedelige gulerødder og irriterende kylling, som alle siger smager i så godt, man kan jo krydre den på tusind måder. Det gør den ikke mindre kedelig, den har bare en anden indpakning.