Det der øjeblik hvor man står nede i Fakta og ser to tydeligt nervøse, unge drenge prøve og købe øl og fryder sig over deres forsøg på at sno sig uden om reglerne. Hvorefter jeg kommer i tanke om at jeg selv har stået der og sagt noget á la: øhmen jeg har glemt mit ID derhjemme eller: jeg har ikke fået mit kørekort endnu, men det er nok på vej med posten eller: du kan da ikke sige nej til mig (imens jeg blinker med øjnene på bedste Disneymaner og har trukket godt ned i t-shirten, så den lille Faktadreng får udsyn til godterne).

Det der øjeblik hvor man scroller igennem ens Facebook-nyheder og tænker: gud hvor er der mange fra folkeskolen/handelsskolen/min hjemby, jeg ikke snakker med mere. Jeg må hellere slette dem fra min venneliste. Men hvad nu hvis jeg støder ind i dem, når jeg er hjemme på Sjælland? Ej det går vist ikke. Det tager desuden også lang tid, og er det ikke lidt sjovt at følge med i deres liv?( og grine i smug og føle sig en liiiiiiiille bitte smule bedre. I’m mean, I know)

Det der øjeblik hvor det går op for en hvor meget der egentlig er sket i de snart 4 år, man har været sammen med ens kæreste. Fået lejlighed, købt bil, oprettet en pensionsopsparing og snart gennemført en uddannelse som sygeplejerske. Undskyld mig, men hvor fanden blev al den tid lige af ? Er der nogen der lige vil stoppe tiden et øjeblik? Hvad bliver det næste? Huskøb, børn og ægteskab? Jeg fylder 23 næste gang. Sammen med den fødselsdag følger et brev med tilbud om celleskrab, forhåbentligt en fastansættelse et eller andet sted i hjemmeplejen og en lønseddel med lidt mere på end den forbandede SU kan præstere. I’m scared.