Dreams of the future

Om lidt er jeg (forhåbentligt) klinisk uddannet sygeplejerske og så venter bacheloren og så skal jeg ud i den virkelige verden. Det er skræmmende, men samtidig også spændende. Et helt nyt kapitel i mit liv starter. Med job og alt hvad der dertil hører. Jeg har det sidste stykke tid følt at jeg står mellem to kapitler i mit liv. Jeg har overstået den der vilde ungdom, som mange har haft. Med byture, druk og alt det der hører med til det kapitel. Jeg er færdig med det. Jeg orker det ikke mere. Det næste kapitel i mit liv byder på job, ægteskab og børn. Jeg kan ikke vente. Jeg kigger på huse hele tiden, da jeg gerne vil væk fra vores lejlighed. Ikke at den er dårlig eller noget. Jeg vil bare gerne have en have og et hus jeg kan tilpasse uden at der er regler. Og så vil jeg gerne have en hund. En sød lille corgi helst. Og børn, helst tvillinger. Og hvis man kigger på min pinterest så er der vist ikke nogen der er i tvivl om at jeg gerne vil giftes. Som jeg sagde til min kæreste den anden dag, så kan jeg stable et bryllup på benene in no time. Jeg har alt på plads, helt ned til farven på brudepigernes neglelak.

Men lige nu føler jeg mit liv er gået i stå, jeg er midt imellem to perioder i mit liv og føler lidt at jeg spilder min tid. Om få måneder er jeg 23 og hvis jeg skal igang med alt det jeg ønsker for min fremtid skal jeg snart igang. Jeg skal bare lige overtale gemalen herhjemme. Jeg argumenterer ellers for at, hvis nu jeg blev gravid nu så kunne jeg gå på barsel efter jeg har afleveret min bachelor. Smart. Han har sagt, at hvis jeg kan love ham at vi får tvillinger, så er han med på den. Træls at man ikke selv er herre over sådan noget, for så var jeg gået all-in med det samme.

Trends der må stoppe NU

Jeg læser en del blogs og en del forskellige blogs faktisk. Jeg er lidt skizofren, der er som sådan ikke noget system i hvilke jeg læser. Hvis jeg kan lide den måde en blogger skriver på, så læser jeg den. MEN selvom jeg elsker nogle blogs, så er der nogle udtryk eller genstande, der vinder frem i blogverdenen, jeg absolut HADER af et godt hjerte. Her er en liste (hvem elsker ikke lister? Min OCD-inficerede hjerne gør i hvert fald).

1. Sliders. Sliders? Seriøst? Hvad er der nu galt i at sige badesandaler eller klipklapper? Hvornår blev det vedtaget at man kun var smart, hvis man sagde sliders? Og hvornår blev det lige populært at gå i campingfolkets yndlingsfodtøj? Jeg forstår ikke når jeg ser en blogger gå amok over et par badetøfler fra den lokale intersport. Og så især når de lige sniger et par lækre tennissokker med i blandingen, fordi det giver et sporty look. Newsflash det giver ikke et sporty look, det giver dig det samme look, som en lidt for tyk tysk turist, der er faret vild i en jysk provinsby. Stop det. NU tak. Indrøm nu bare at du går i klipklapper fordi det er mega rart.

2. Mavebæltetasker. Især båret over skulderen. Yderst casual og sikkert meget smart. Altså jeg forstår det med at have alle sine ting tæt på sig, når man render rundt i byen, til en festival osv. men altså det gør intet godt for din figur. Du ligner bare klokkeren fra Notre Dame. Ikke ligefrem et look, man bør efterstræbe. Og igen mavebæltetasken får dig til at ligne førnævnte tyske turist. Køb en crossbody taske hvis du ikke gider at slæbe på dine ting, eller put det i dine lommer, lad for guds skyld bare være med at smide en bæltetaske over skulderen. Tak.

3. Hvidmalede trægulve. Jeg ved godt at smag er forskellig og det er kun en god ting, men jeg forstår ved gud ikke hvorfor man vil ødelægge et flot og lækkert trægulv ved at male det hvidt. Jeg så sågar den anden dag en der havde malet et flot sildeparketgulv hvidt! Gisp! Det burde kunne straffes. Måske er det fordi jeg opholder mig meget af min tid i en hvid verden, men altså jeg synes at trægulve bringer noget varme og hygge ind i et hjem. Jeg håber i hvert fald at jeg engang får et hus med lækre trægulve.

4. Adidas superstar. Nu er det ikke fordi det er en grim sko eller fordi jeg hader sneakers, men jeg hader hypen der pludselig kommer omkring et par basic sneakers. Folk går jo amok og ripper igen den lokale intersport ( de må have kronede dage derinde i øjeblikket). Jeg har sågar set bloggere, der overgiver sig efter lidt tid med hypen og så også bare MÅ have det par sko, koste hvad det koste vil. Jeg fatter det ikke.