Ønskeliste

Jeg startede jo engang ud med at skrive en top-20 ønskeliste over de ting jeg ville have for at have den ultimative garderobe. Efter vores ferie i London og Paris har jeg fået købt nogle af tingene på listen, så det er tid til at få den opdateret.

Et af mine ultimative køb (det lyder sådan lidt blogger-se-mig-smart, det udtryk, men kan ikke finde på noget bedre) var et ur fra Marc Jacobs, som jeg egentlig troede var gået ud af produktion, men sådan forholdte det sig ikke. Så mig afsti-afsted til Marc Jacobs i London og købe deres Baker ur. Og jeg har gået med det hver dag lige siden. Så dejligt og stilrent. Det giver ligesom lidt ekstra til mine outfits.

Desuden har jeg købt en “læderjakke”, læder er det jo ikke og det er jo ikke en Rick Owens som jeg ellers meget gerne ville have, men da jeg ikke er sikker på det er mig, med sådan en, så starter jeg ud med en pæn en fra Primark til 18 pund. Hvis det så ikke går, så har det da i det mindste ikke kostet mig en formue.

Jeg havde også sendt lange blikke efter Balneciagas sandaler og vi boede 5 min derfra, så vi smuttede forbi og så om de havde dem. Det havde de selvfølgelig ikke. Jeg havde – dum som jeg er- glemt at Alexander Wang er kommet til posten og så skal alt se sporty ud, så nu havde de kun nogle grimme sandaler. Øv. Selv ekspedienten var enig med mig i at Alexander Wang ikke passede til Balenciaga, han er for ung, for sporty og har ikke respekt for mærkets DNA. Så ærgerligt, man kan jo håbe han snart finder et andet job. Når men afdelingen i Gallerie Lafayette havde nogle enkelte str tilbage. Så afsted med os. Da jeg så prøver dem, er de for smalle til min fod. (d’oh). Selvfølgelig skulle det ikke lykkes, så nu er jeg på jagt efter nogle nye, pæne, klassiske sandaler. Hvilket ikke er nemt for mig, jeg er meget kræsen med fodtøj.

Men det var da to punkter jeg kunne strege fra min ønskeliste. Satser på der kan krydses flere af efter min fødselsdag i november. Man har jo lov at håbe.

Giv blod

I dag så jeg i min IG-feed at en skrev at hun ønskede at være lige så modig, som hendes veninde der fik tappet blod. Modig? Der fik jeg kaffen galt i halsen. Det handler ikke om mod, det handler om at hjælpe andre, så de kan redde deres liv. For det redder liv. Via min uddannelse har jeg flere gange set at det faktisk redder liv. Jeg har snakket med cancerpatienter, der har haft brug for blodtransfusioner, jeg har selv løbet (og her mener jeg spurtet Usain Bolt-style) efter blod, da jeg var i praktik på skadestuen, fordi en patient havde brug for blodet.

Jeg blev selv donor som 17-årig og har ikke fortrudt det en eneste gang. Jo det er da aldrig rart at blive stukket, men jeg plejer at tænke på at den lille smerte jeg mærker, kan gøre at et andet menneske slipper for stor smerte, og så er det ligesom lige pludselig helt ok. Jeg er også en smule træt i dagene efter, men hvis man sørger for at spise og drikke rigtigt, så går det også. Altså cykelrytterne kan få tappet blod og stadig kører hårde cykelløb, så klarer jeg nok også lige min hverdag.

Så riv en halv time ud af kalenderen et par gange om året og kom afsted! Giv blod. Der findes ingen dårlige undskyldninger, og hey! Du får juice og chokolade bagefter, det er da også værd at tage med i ens overvejelser.

Du kan melde dig ind her. Og nu du er dernede, så kan du jo passende kigge på mulighederne for at blive stamcelle-, knoglemarv- og organdonor. Det hele hjælper, hvis ikke du hjælper andre direkte, hjælper du i hvert fald dine pårørende, ved at blive organdonor.

Big mistake. Big. Huge.

Jeg fik ferie i går og har derfor ikke noget at lave i dag. Altså hvis man lige ser bort fra at jeg burde pakke en taske, så jeg er klar til vi skal over til min mor. Jeg har fundet tøjet frem, det skal bare lige ned i tasken, men hvilken taske skal man dog vælge? I know, ilandsproblemer, men dog stadig problemer. Jeg duer ikke til ferie, alt for mange valg. Så er det nemmere at arbejde, der har sundhedsstyrelsen og kommunen trods alt udstedt lidt rammer, som man skal holde sig inden for, dejlig nemt.

Når, men nu når jeg ikke har noget at lave, tænkte jeg at jeg liiiige kunne snige mig ind på det dersens internet og tjekke ud hvad jeg egentlig skulle kigge efter på mine shoppeture i London og Paris (it’s in 10 freaking days!  ja jeg tæller dagene, don’t judge me!), og så landede jeg på Balenciagas og Marc Jacobs hjemmesider. Det er så her fejlen sker. Jeg har længe ønsket mig et ur fra Marc Jacobs og et par sandaler fra Balenciaga og med alle de timer jeg har arbejdet den her sommer, så ser det ud til at der skulle være penge til det. Min bankdame synes nok jeg burde være fornuftig og spare mine penge op, men hallo! jeg er ligesom Carrie: I like my money right where I can see it… hanging in my closet. Når men fejlen er så at der går 10 dage inden jeg kan købe de ting. Eller faktisk lidt mere. Jeg har aftalt med mig selv at jeg venter med at shoppe vildt ind til vi er i Paris. Så ved jeg hvad jeg har af penge tilbage. Fornuftige mig  kiggede lige frem der, min bankdame bør være stolt. Problemet er at der er så læææænge til. Jeg kan ikke vente. Øv. Men jeg må hellere tage mig sammen og bruge ventetiden på noget godt. Derfor vil jeg pakke min kuffert (eller skulle jeg tage min taske?) og køre på landet, langt ud på det sjællandske land og grine lidt af alle de der kjøvenhavenere, der snakker sjovt (jeg har boet i Jylland ca 3 år og jeg er ved at brække mig af grin når sjællændere taler, hvem ville have troet det for bare 5 år siden?).

 

 

Det der øjeblik #1

Det der øjeblik hvor man står nede i Fakta og ser to tydeligt nervøse, unge drenge prøve og købe øl og fryder sig over deres forsøg på at sno sig uden om reglerne. Hvorefter jeg kommer i tanke om at jeg selv har stået der og sagt noget á la: øhmen jeg har glemt mit ID derhjemme eller: jeg har ikke fået mit kørekort endnu, men det er nok på vej med posten eller: du kan da ikke sige nej til mig (imens jeg blinker med øjnene på bedste Disneymaner og har trukket godt ned i t-shirten, så den lille Faktadreng får udsyn til godterne).

Det der øjeblik hvor man scroller igennem ens Facebook-nyheder og tænker: gud hvor er der mange fra folkeskolen/handelsskolen/min hjemby, jeg ikke snakker med mere. Jeg må hellere slette dem fra min venneliste. Men hvad nu hvis jeg støder ind i dem, når jeg er hjemme på Sjælland? Ej det går vist ikke. Det tager desuden også lang tid, og er det ikke lidt sjovt at følge med i deres liv?( og grine i smug og føle sig en liiiiiiiille bitte smule bedre. I’m mean, I know)

Det der øjeblik hvor det går op for en hvor meget der egentlig er sket i de snart 4 år, man har været sammen med ens kæreste. Fået lejlighed, købt bil, oprettet en pensionsopsparing og snart gennemført en uddannelse som sygeplejerske. Undskyld mig, men hvor fanden blev al den tid lige af ? Er der nogen der lige vil stoppe tiden et øjeblik? Hvad bliver det næste? Huskøb, børn og ægteskab? Jeg fylder 23 næste gang. Sammen med den fødselsdag følger et brev med tilbud om celleskrab, forhåbentligt en fastansættelse et eller andet sted i hjemmeplejen og en lønseddel med lidt mere på end den forbandede SU kan præstere. I’m scared.