Det der øjeblik hvor jeg igen dummede mig til vejledning. Sidste gang fik jeg sagt at jeg ikke fattede hvorfor man tog en sygeplejerskeuddannelse for at blive lærer. Denne gang fik jeg stirret lidt for meget på vores vejleders gravide mave, hvorefter hun krymper sig sammen og siger noget a la: “ja den er blevet stor efterhånden.” Flot Lærke, hvordan skal det ikke gå til eksamen.

Det der øjeblik hvor jeg igen har skrevet en masse gode noter, men min håndskrift er så elendig at jeg har svært ved at tyde dem. FML. Jeg læser bare alle artikler til min bachelor igen, no problemo.

Det der øjeblik hvor min svigerinde kom på uanmeldt besøg imens jeg lå nøgen på sofaen og sov. Jeg var lykkelig for at jeg for en gangs skyld havde beholdt dynen på.

Det der øjeblik hvor jeg overvejer om jeg ikke bare skal droppe bacheloren og blive assistent i stedet? det sker mange gange kan jeg tilføje. Jeg kommer aldrig til at elske at skrive opgaver, jeg vil ud og lave noget praktisk. Sygepleje er et håndværk, lad mig vise hvad jeg kan.

Jeg var på Sjælland i sidste uge et par dage, for at fejre min fødselsdag med min familie. Jeg HADER normalt at køre på motorvej, men det gik fint. Jeg skal åbenbart bare sidde bag rettet selv og ikke have nogen med i bilen. Jeg mødtes med en veninde, som jeg har kendt siden vores mødre gik i mødregruppe sammen. Hold nu op det er skønt med en som hende, hun kender mig, hun har været der alle årene, hun har set the good, the bad and the ugly. Ligemeget hvor længe der går mellem vi ses så kan vi altid finde ud af det. Samtalen starter der hvor den sluttede sidst. Vi ved hvad hinanden tænker og føler og det er rart med en man kender sådan. Min kæreste og jeg kender efterhånden også hinanden godt, men han har været der i 4 år, hun har været der i 23. Hun var der da min far døde, hun var der ved alle de gode ting og alle de dårlige. Det vil jeg være hende evigt taknemmelig for. Når men vi mødtes og gik ud og spiste og straks gik snakken. Hun fylder snart 23 og vi snakkede om at det der med alder ligesom flød lidt ud. Vi må begge ofte stoppe op og tænke når folk spørger om vores alder, hvor gammel er det lige jeg er ? Vi kom frem til at når man fyldte 15 var det stort ligeså med når man fyldte 18, men efter de 20 så var det ligesom lidt det samme. Det eneste nye der er sket efter jeg er fyldt 23 er at jeg har fået en indkaldelse til celleskrab. Ju-fucking-hu. Det er der intet glamourøst over. Vi blev enige om at den eneste forskel er at der er mere ro på vores liv nu. Jeg har været kærester med M i 4 år, er snart færdig som sygeplejerske og får (forhåbentligt) et rigtigt job, jeg har et lån i banken og pensionsopsparing. Ingen af os går i byen mere, kun ved særlige lejligheder og det er ikke med samme passion som før. Ikke at det er en dårlig ting, tværtimod, jeg er glad for at der er kommet mere ro på mit liv. Jeg havde en vild ungdom og ser ikke altid tilbage på den med stolthed, jeg fortryder intet, men vil på ingen måde tilbage til den gang. Jeg tror at jeg med sikkerhed kan sige jeg er mere rolig, sikker på mig selv og glad for mit liv end nogensinde før. Og det er jeg egentlig ret glad for. Jeg håber det varer ved, bare lidt endnu. Man har vel lov at håbe.

Jeg har på det sidste tænkt lidt over hvad jeg vil med den her blog. Jeg startede egentlig engang fordi en veninde synes jeg burde. Hun synes jeg ville være god til at skrive om mode. Og bevares jeg har en vis forkærlighed for tøj, sko og alt der hører til i den verden, men jeg må nok indrømme at jeg aldrig bliver den nye Sillewho (ikke at der er en brug for en ny, hun gør det fandme godt!). Jeg har også efterhånden sorteret ud i de blogs jeg følger så det mere er dem, der skriver om deres liv – på godt og ondt – som jeg læser. Miriams blok, Lortemor, Sneglcille og Twinpeaks er nogle af de blogs jeg læser mest. De giver ligesom bare lidt mere virkelighed end alle modebloggerne gør. Bevares det er da dejligt at kigge på lækkert tøj, men jeg har så svært ved at finde en modeblogger med samme smag som mig. Jeg har det lidt stramt med at de den ene uge hader en ting, for så næste uge at elske den fordi alle andre elsker den (det indrømmer de selvfølgelig aldrig, men come on, vi ved det godt).

Når men jeg har tænkt meget og er kommet frem til at min blog nok mere bør handle om mig og alt det indebærer. Det vil måske virke uoverskueligt og der vil nok være en blanding af lidt af hvert. Men det er jo sådan jeg er, en blanding af lidt af hvert. Jeg vil prøve at være mere aktiv herinde, men lover ingenting, på den anden side så er der jo nok ikke nogen derude, så det er nok mere en naiv drøm fra min side, men jeg fortsætter, noget må det gøre godt for. En af de borgere jeg møder gennem mit arbejde sagde den anden dag at han skrev dagbog og altid havde gjort det, fordi så glemte han ikke alle de dårlige ting han oplevede. Det var nemlig dem der gjorde han satte pris på de små gode ting og det er egentlig en fin filosofi. Måske bloggen her er min dagbog, hvor jeg kan mindes de gode og dårlige ting og få lidt ud af det ? Hvem ved?